Pædagogiske traditioner

Refleksions spørgsmål over de pædagogiske traditioner  

·         Argumenter for hvordan de fire pædagogiske traditioner kan inspirere til at børn udvikler sig gennem erfaringer

Pædagogisk realisme: Børn forstår verden gennem sansninger, og på den måde er det relativt nemt at se hvornår de forstår og ikke forstår verden. Ifølge denne teori former vi barnet som en klump ler, og derved videregivere vi vores egne ideer om hvordan barnet og verden skal sanses.  Målet er at tilpasse børn og deres adfærd til samfundet - og ikke omvendt.
Styrker: Når alle er tilpasset det samme samfund burde man i teorien være fri for ”sidespringere” og utilpassede personer, hvilket til tider kan være en stor byrde for samfundet.
Ulemper: Det er ikke muligt at tilpasse alle til et samfund der ikke er i stand til at rumme så mange forskellige personligheder.

Kritisk realisme: Børn bliver i stand til at forholde sig kritisk til omverdenen og tager ikke nødvendigvis alt for gode vare.

Humanistisk pædagogik: Mennesket er i centrum og det er de indre vilkår som forståelse der er fokus på. Det kan i denne pædagogik være svært at underlægge sig visse former for autoriteter.
Styrker:

Kritisk pædagogik: Børn opfordres til at sætte mere pris på de ”menneskelige” ting og tænke mindre materialistisk. Børnene skal blive kritiske borgere der kan se samfundets uret.
Styrker: Det er en god ting at kunne se på ting med kritiske øjne og ikke stole blindt på hvad medier og resten af samfundet fortæller dig
Ulemper: Ikke for meget af det der kritisk!

Konstruktivistisk pædagogik: Der er endnu større fokus på barnet end i de andre traditioner. Der er dog ikke fokus på om det er barnet der via sproget konstruere omverden eller om det er omverden der konstruere barnet.

Der findes to former for konstruktivistisk pædagogik. Den konstruktivistiske der ikke vil diskutere hvordan verden forstås som mener at der kun er en måde at forstå tingene på, og så den poststrukturalistiske der gerne vil diskutere om verden kan opfattes på andre måder end den almene. 

·         Overvej hvilke barriere der kan være i institutioner i forhold til at understøtte dannelsesprocesser?

Pædagog: Hæmninger for at der ikke sker en understøttelse af dannelsesprocessen, manglende stimuli og anerkendelse/understøtning fra pædagogens side. Fremstå som rollemodel og skabe sikre rammer for at få børnene til at prøve at overskride grænser.
Institution: Der kan være fastlagt en pædagogisk linje/”teori” der ikke nødvendigvis tilgodeser alle
Samfund: normer og værdier der, lige nu, er fastsat i samfundet er også med til at danne børnene. f.eks. idealet om den perfekte krop.

·         Hvordan kan pædagogikken i institutionen give mulighed for at barnet kan komme til at stå i forhold til både sig selv, samfundet og verden

Pædagogikken er i dagens Danmark formet til at vi som individer lærer at begå os i samfundet. Vi bliver lige fra helt små lært hvordan normerne er i trafikken, skolen, ved lægen og ellers rundt om i samfundet. 

·         Hvilket indhold skal barnet præsenteres for, og hvilke processer bør man som pæd. understøtte.

Man skal som pæd. ikke pålægge børnene noget men derimod høre hvad de selv har at komme med, hvad betyder den givende situation for barnet selv. Pæd. skal understøtte og vejlede.